Formålet med denne tekst er kort at fortælle om, hvad frimureri er, sådan som det praktiseres i logerne under STORLOGEN AF GAMLE FRIE OG ANTAGNE MURERE AF DANMARK (storlogen), som er det samlende, administrative organ for de loger, som i Danmark arbejder efter det overalt i verden mest udbredte frimureriske system, nemlig det engelske.
Frimureri er et af verdens ældste, sekulære – det vil sige ikke-kirkelige broderskaber. Det er et samfund af mænd, som beskæftiger sig med tilværelsens åndelige værdier, og som forsøger at forbedre deres egen moralske adfærd. Af den grund kan frimureri rettelig betegnes som et moralsystem.
Igennem en række af rituelle oplevelser belæres dets medlemmer – efter frimureriets forskrifter og ældgamle former – i at opbygge sig selv moralsk og derved forsøge at blive bedre, mindre egoistiske og mere næstekærlige medmennesker. Dette sker ved at anvende det gamle murer- og stenhuggerfags værktøjer som allegoriske og symbolske vejvisere.